Videnskabsteoretisk baggrund

MAX mentor er videnskabsteoretisk primært funderet i den socialkonstruktivistiske videnskabsteori.

Socialkonstruktivismen tager udgangspunkt i tesen om, at virkeligheden er en social konstruktion, hvor især sproget og måden vi taler sammen på om verden og tingene, er det som konstruerer virkeligheden. Herunder opfattelsen af os selv som individ.

Denne filosofiske og videnskabsteoretiske grundopfattelse betyder at al menneskelig erkendelse er socialt konstrueret og mennesket anses som et foreløbigt resultat af sociale påvirkninger og de indre subjektive fortolkninger af dette.

Mennesket anskues som et foranderligt subjekt, indlejret i en kontinuerlig og dynamisk tilblivelsesproces.

Dette gør, at individet i princippet altid er under udvikling og forandring. 

Herudover understøtter vi vores helhedsforståelse af menneskets sundhed og sygdom ud fra den Bio-Psyko-Sociale forståelsesmodel, hvor sundhed i WHO beskrives som “en tilstand af absolut fysisk, psykisk og social trivsel.”

Vores konkrete pædagogiske metodevalg er derfor den narrative tilgang, som implicit er bred nok i sine perspektiver og metodikker til at kunne rumme flere andre videnskabsteoretiske forståelsesmodeller. Dette er nødvendigt for at kunne forstå kompleksiteten i de unges liv og deres udviklingspotentiale. Vores forståelseshorisont rækker derfor sekundært ind i flere andre centrale videnskabsteorier, herunder elementer fra eksistentialismen, humanismen, fænomenologien og psykoanalysens tilknytningsteor. Vores forløb er bredt forankret, helhedsorienteret og udviklende.

Den Narrative pædagogik i MAX Mentor

Udtrykket “narrativ” betyder fortælling. Det narrative perspektiv indebærer en forståelse af, at livet gives mening gennem fortællinger, og at fortællinger med deres implicitte morale udgør et af livets grundvilkår. 

I et menneskes udvikling sker der en intensiv udveksling mellem individet og det sociale og kulturelle miljø. De forskellige relationer vi har, er indlejret i forskellige sociale og kulturelle "kontraktlige" forventninger. Brudfladerne mellem disse forventninger, der nogle gange kan være stærkt modsætningsfyldte, er med til at præge vores adfærd og trivsel. De sociale kontrakter eller narrativer som den enkelte indgår i, må inddrages i en forståelse af dennes liv og egne perspektiver.

I narrativ sammenhæng kan man tale om historier, der har været fortrængt af de “dominerende” historier. De dominerende historier er ofte nederlags historier hos mennesker, som har problemer med livet.

De fortrængte historier rummer alternativer, håb, forandring og nye syn på tingene og individet selv.

Det er altså afgørende, hvad man tillægger mening og hvordan man sammenkæder helheden om sit liv. Bygger man sin livsfortælling på gode erfaringer og har mange positive fortolkninger af sig selv og verden, oplever man god tryg aktørhed og tillid til sine egne evner og muligheder i livet.

For andre kan det være sværere at skabe en positiv helhed.

De tidlige relationserfaringer ses som vigtige, men ikke altafgørende for et menneskes liv.

Især gennem opbygning af gode relationer, kan et menneske med dårlige relationserfaringer få en mere positiv opfattelse af sig selv og bedre evne til at styre følelser og indgå mere positivt i sociale relationer. Et ret nyt begreb - mentalisering, præsenteres som en evne til at forstå sig selv og andre. Også mentaliseringsevnen bygges op og fremmes gennem gode relationer.

Relationsarbejdet og den Narrative tilgang i MAX Mentor går hånd i hånd og er baseret på nysgerrighed, interesse og styrkelsen af den unges positive narrativer, uden at de problematiseres, stigmatiseres eller kritiseres.

I MAX Mentor møder vi den unge med anerkendelse og fokus på udvikling af potentiale, uanset hvor i livet den unge er.

Menneskesyn

Den Narrative definition af identitet, er at denne er foranderlig og udvikles i samværet og i relationen til andre og verden. Via vores kognitive og følelsesmæssige bearbejdning og fortolkning af virkeligheden, lejres vores opfattelse af verden og os selv i narrativer, som vi forsøger at forstå og forklare vores virkelighed med. 

Narrativerne skal ses som dynamiske størrelser, der hele tiden ændres i relation til vores samspil og fortolkninger. 

I praksis betyder dette, at vi i MAX Mentor interesserer os for den unges egne forestillinger og narrativer om sig selv, sit liv, sin opfattelse af sin situation, sin egen dømmekraft, normer og værdier.

Vi anser individet for intentionelt ledede. Det vil sige, at individet aktivt handler ud fra egne interesser, mål, værdier og overbevisninger. 

Dette kaldes i narrativ teori for at være aktører i eget liv. Denne position kan indtages mere eller mindre bevidst, og i større eller mindre grad være påvirket af andres værdier og normer. 

Bevidsthed om egne narrativer og fortolkninger og disses indflydelse på eget liv, anses for at være centralt for at fremme potentialet og modet til at forme sin egen historie og styre sit liv i en ønsket retning. 

De praktiske metodikker

Det er aldrig godt at være alene om sine problemer. At skulle klare alting selv er en af de største illusioner i vores kultur. 

“At lytte er at gå imod ensomhed, og ensomhed er det største problem for mennesker i vores tid” skriver den jødiske forfatter og nobelprismodtager Elie Wiezel.

Forskellen på en mentor og en terapeut, er at hvor terapeuten taler med klienten om livet, begivenheder og erfaringer, så er mentoren en del af dette nuværende liv og begivenheder og har en aktiv fysisk position i forhold til at gøre nye oplevelser til synlige nye gode erfaringer.

I relationsarbejdet anvender vi derfor konkrete narrative metodikker. Nedenfor gennemgår vi kort 3 af disse:

Genforfattende samtaler

Genforfattende samtaler inviterer mennesker til at udvikle og fortælle historier om deres liv på måder, der fokuserer på at få flere ord på og på at tydeliggøre den viden, eller de færdigheder der viser sig i samtalen. Ved det narrative selv forstås: fortælling(er) om sig selv, fortalt med egne ord for at skabe mening og sammenhæng.

Mennesker med problemer har ofte tunge dominerende fortællinger om sig selv, der skaber følelser som utilstrækkelighed, magtesløshed og ensomhed. Disse fører ofte til selvkritik, isolation og skam. Negative dominerende fortællinger indeholder konklusioner om selvet og verden ”Jeg har ikke brug for andre” eller ”Det er farligt at vise tillid.”

Nogle mennesker kan have en mindre udviklet evne til at italesætte sine oplevelser og fortælle sammenhængende historier pga. opvækstbetingelser, der ikke har fremmet – eller som direkte har skadet individets fortællinger om sig selv. Man kan være uvant med at sætte mange ord på sig selv, andre mennesker og de livssituationer som de er i. 

Genforfattende samtaler hjælper også mennesket til at få øje på potentielt betydningsfulde hændelser, der ligger uden for den dominerende historie. Hændelser, der måske kan inkluderes i en alternativ fortælling, som så kan lede frem til en mere foretrukken, men stadig troværdig identitetskonklusion, som derved øger agenthed i eget liv.

Ekstern bevidning som refleksionsform

Det narrative perspektiv indebærer ekstern bevidning som foretrukken refleksionsform. I den eksterne bevidning formulerer vidnerne ikke hypoteser om personen.

Bevidnings samtalen kan stilles op i punkter som selvfølgelig vil være flydende i en reel interaktion mellem 2 individer:

• Hvad bemærker mentor ved fortællingen? Herefter ordret gengivelse af det fortalte uden vurderinger af personen eller indholdet (spejlning).

• Hvilke færdigheder og værdier kommer til udtryk? Hvad er det mentor synes kommer til udtryk som værdier og færdigheder hos personen via fortællingen? Hvad tror mentor er vigtigt for personen? Værdier?

• Billede. Hvilket billede eller metafor får mentor af det personen kan og gør i fortællingen? 

• Resonans. På hvilken måde er dette tema genkendeligt i mentors eget liv/arbejdsliv - beskrivelse af en konkret situation fra mentors liv - hvordan har det været for mentor at høre fortællingen?

• Transport/bevægelse. Hvad bliver mentor mindet om er vigtigt via denne samtale og hvad får mentor evt. lyst til at gøre? Hvad får personen lyst til at gøre?

Eksternaliserende samtaler

Ved en Narrativ tilgang vil man anbefale at eksternalisere/adskille problemet ud fra tænkningen. Eksternalisering tager udgangspunkt i grundsætningen ”Det er ikke individet, der er problemet; det er problemet, der er problemet.” Den eksternaliserende samtale har derfor til hensigt, at skabe afstand mellem den unge og problemet. En metodik til dette er at navngive problemet som et subjekt og derefter interviewe dette sammen med personen.

Herudover er der et væld af andre  narrative metodikker, som vi ikke gennemgår her, men som er i tråd med ovenstående: 

• Genbesøg af lokationer.
• H.V.A.D.-kort.
• Positionskort 1 og 2.